FCI gruppe 2 (Pinchere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde), Sektion 4 (beslægtede racer). 
Uden brugsprøve.

Historisk har American Akita (tidligere American Akita) samme oprindelse som den japanske Akita. Siden 1603 blev Akita Matagi-racen (middelstore hunde til bjørnejagt) i Akita-distriktet brugt som kamphunde. Fra 1868 krydsede man Akita Matagi med Tosa og Mastiff. Som følge heraf blev størrelsen af racen forøget, men de træk, der er karakteristiske for spidshundetypen, gik tabt. I 1908  blev hundekampe forbudt, men racen blev alligevel bevaret og forbedret som en stor, japansk race. Resultatet heraf blev, at 9 fremragende eksemplarer af denne race blev betegnet som "Natur-monumenter" i 1931.

Under Anden Verdenskrig (1939-1945) var det almindeligt at bruge pelsen fra hunde i militær udrustning. Politiet beordrede indfangning og konfiskation af alle andre hunde end de Schæferhunde, der blev brugt til militære formål. Nogle Akita-beundrere søgte at slippe uden om denne ordre ved at krydse deres hunde med Schæferhunde. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var Akita'erne drastisk reduceret i antal og fandtes som tre veldefinerede typer: 1) Matagi Akita, 2) Kamp-Akita og 3) Hyrde-Akita. Dette skabte en meget forvirrende situation for racen.

Under genopbygningen af den rene race efter krigen nød Akita'en Kongo-go (en hund af Dewa-linien) en kortvarig, men meget stor popularitet. Mange Akita'er af Dewa-linien, hvis træk var påvirket af indflydelsen fra Mastiff og Schæferhund, blev bragt til USA af medlemmer af de amerikanske styrker. Akita'erne af Dewa-linien, der var intelligente og i stand til at tilpasse sig forskellige omgivelse, vakte interesse hos opdrættere i USA, og linien blev videreudviklet med et voksende antal opdrættere og stor vækst i popularitet.

The Akita Club of America blev etableret i 1956, og American Kennel Club (AKC) godkendte racen som indskrevet i stambogen og berettiget til udstilling i oktober 1972. På det tidspunkt havde AKC og JKC (Japan Kennel Club) imidlertid ingen gensidige aftaler for accept af hinandens stamtavler, og derfor var døren lukket for indførsel af de nye blodlinier fra Japan. Akita'erne i USA blev betydeligt forskellige fra racen i oprindelses-landet Japan. De udviklede sig som en særlig type i USA, uændrede i karakteristiske træk og type siden 1955, i skarp kontrast til de japanske Akita'er, der blev krydset med Matagi Akitas for at genskabe den originale, rene race.

En stor hund, solidt bygget, meget harmonisk, med god substans og svær benstamme. Det brede hoved, af form som en afskåret trekant, med dybt næseparti, relativt små øjne og opretstående ører, båret fremefter næsten i fortsættelse af halsens overlinie, er karakteristiske træk for racen.

Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er som 9 til 10 hos hanner og 9 til 11 hos tæver.
Brystdybden måler halvdelen af skulderhøjden.
Afstanden fra næsespids til stop svarer til afstanden fra stop til nakkeknude som 2 til 3.

Venlig, opmærksom, hurtigt opfattende, værdig, lærevillig og modig.

Massivt, men afpasset efter kroppens størrelse, uden rynker, når hunden er i ro. Set fra oven har det form som en afskåret trekant.
Skalle: Flad og bred mellem ørerne. En let furer strækker sig godt op over panden.
Stop: Veldefineret, men ikke for brat.
Næse: Bred og sort. Lette og udviskede pigmentmangler på næsen accepteres kun hos hvide hunde, men sort næse foretrækkes altid.
Næseparti: Bredt, dybt og godt udfyldt.
Læber: Sorte og ikke hængende, lyserød tunge.
Kæber, bid: Kæberne er ikke rundede fortil, men lige afskårne, stærke og kraftfulde. Stærke tænder med regelmæssigt og fuldt tandsæt. Saksebid foretrækkes, men tangbid er acceptabelt.

Mørkebrune, relativt små, ikke udstående, af næsten trekantet form. Øjenrandene er sorte og stramme.

Stift opretstående og små i forhold til resten af hovedet. Hvis øret foldes fremad for at måle dets længde, vil spidsen berøre den øverste øjenrand. Ørerne er trekantede med let rundede spidser, brede ved basis og ikke for lavt ansatte. Set fra siden er ørerne vinklet fremefter over øjnene, idet de følger halsens overlinie.

Tyk og muskuløs, med minimalt løst skind, forholdsvis kort gradvis bredere mod skuldrene. Nakkebuen er udtalt og går jævnt over i skallens bageste del.

Længere end højden. Huden ikke for tynd, hverken for stram eller for løs.
Ryg: Vandret.
Lænd: Med fast muskulatur.
Bryst: Bredt og dybt. Godt hvælvede ribben med veludviklet underbryst.
Underlinie: Bugen er moderat optrukken.

Stor og velbeklædt med hår. Den er højt ansat og bæres op over ryggen eller mod flanken i trekvart, hel eller dobbelt krølle, altid holdt ned imod eller under ryglinien. En hale med trekvart krøl har spidsen godt nede på flanken. Haleroden er kraftig og stærk. Den yderste halehvirvel kan nå ned til haseleddet, når halen sænkes eller holdes nedefter. Hårlaget er groft, lige og tæt, uden nogen form for "fjerbusk".

Forbenene har kraftige knogler og er lige, set forfra.

Skuldre: Stærke og kraftfulde, moderat tilbagelagte.

Mellemhånd: Rettet skråt fremefter i en vinkel på ca. 15° mod lodret.

Med stærk muskulatur, bredde og knoglekraft svarende til forparten. Vildtkløer på bagbenene fjernes normalt.
NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark.

Overlår: Kraftige, veludviklede og parallelle set bagfra.
Knæled: Moderat vinklede.
Haser: Godt lavt ansatte, hverken ind- eller udaddrejede.

Lige fremadrettede kattepoter, godt hvælvede, med tykke trædepuder.

Kraftfuld, med moderat skridtlængde og fraskub. Bagbenene bevæger sig i linie med forbenene. Ryggen forbliver stærk, fast og vandret.

Hårlag: Dobbelt pels. Underulden er tyk, blød og tæt og kortere end yderpelsen, som er lige, grov og stiv og står noget ud fra kroppen. Hårlaget er kort på hovedet, nederst på benene og på ørerne. Hårenes længde på nakke og kryds er ca. 5 cm, dvs. en smule længere end på resten af kroppen undtagen på halen, hvor pelsen er længst og mest rigelig.

Farve: Alle farver som rød, fawn, hvid etc. også pinto (broget) og brindlet. Farverne er klare og rene, med godt afstemte aftegninger, med eller uden sort maske og blis. Hvide hunde (ensfarvede) har ingen maske. Pinto har hvid bundfarve med store, jævnt fordelte aftegninger på hoved og mere end en trediedel af kroppen. Underulden kan have en anden far

Skulderhøjde for hanner 66-71 cm, tæver 61-68 cm.

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

- Feminine hanner, maskuline tæver (omvendt kønspræg).
- Smalt eller tilspidset hoved.
- Manglende tænder ud over 2 stk. P1 og/eller M3.
- Blå- eller sortplettet tunge.
- Lyse øjne.
- Kort hale.
- Ind- eller udaddrejede albuer.
- Enhver antydning af pelsmanke eller frynser.
- Skyhed eller aggressivitet.

- Mangelfuld i substans.
- Let knoglebygning.

- Næsen totalt upigmenteret eller med upigmenterede partier (sommerfuglenæse).
- Ørerne hængende eller foldede.
- Underbid, overbid.
- Halen båret seglformet eller uden krølle.
- Hanner under 63,5 cm, tæver under 58,5 cm.

Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.

Standarden er udgivet af FCI 14 NOVEMBER 2000

Oversættelsen er godkendt af DKK's Standard Komité MARTS 2001