Siden er sidst opdateret den 2010-09-05
Hunderacerne "Akita" og "American Akita" (tidligere "Great Japanse Dog")
Informationerne omkring WUAC Projektet er opdateret efter WUAC's møde i forbindelse med Verdensvinderudstillingen i Dortmund! |
|
På disse sider finder du oplysninger om hunderacerne Akita og American Akita.
Akita'en er en meget gammel, japansk race, hvis primære formål har været jagt på storvildt, som bjørn, vildsvin og hjorte. Desuden har racen fungeret som vagthund, trækhund - og i nyere tid også som eftersøgningshund p.g.a. deres særdeles gode næse.
Akita'en er på mange måder en typisk Spidshund med de træk, der er karakteristiske for de fleste store spidser - en god del af de "oprindelige" adfærdsmønstre bevaret og en vis portion dominans overfor andre hunde. Samtidig er Akita'en en meget stolt hund, og dette i kombination med, at de gennem århundreder er avlet til selvstændig at opsøge og stille vildtet, gør, at det kan være svært at træne dem med de "gængse" træningsmetoder. For at få samarbejdet til at fungere, kræver Akita'en en konsekvent fører, der samtidig skal være i besiddelse af stor indfølingsevne, og også gerne en vis indsigt i hundeadfærd.
American Akita er til gengæld en forholdsvis "ung" race, idet den opstod, da Akita'en pr. 1. jan. 2000 blev delt i "Akita" (den oprindelige japanske Akita-type) og "Great Japanese Dog", også kaldet American Akita, dvs. den type, der siden 2. Verdenskrig er blevet avlet i USA. Som type har GJD'en imidlertid eksisteret i århundreder, sideløbende med Akita'en, idet der i mange byområder blev avlet på en større og kraftigere type, end de oprindelige jagthunde (Matagi Akita'erne).
Du kan læse mere om racernes historie og standarder på siderne i dette kapitel.
I Danmark hører både Akita og Great Japanese Dog til hos Spidshundeklubben, selvom GJD'en er overflyttet til FCI Gruppe 2, og derfor ikke længere officielt er en spidshund. Stambogsførende organisation er, som ved alle andre racer i FCI regi, Dansk Kennel Klub.
***