Siden er sidst opdateret den 2010-09-05

 

   

Hesteracen "Shagya Araber".

På disse sider finder du oplysninger om den gamle kulturrace "Shagya Araberen".

Shagya Araberen er en af Verdens ældste renavlede hesteracer. 
Den stammer fra Det Østrig-Ungarnske Kejserdømme og har været avlet på flere af de store Statsstutterier som f.eks. Babolna, Radautz, Topolcianky, Mezöhegyes m.fl. 

Grundlaget for racen var lokale hopper med en vis andel af Araberblod, der blev parret med udvalgte hingste af arabisk afstamning.

Shagya'en er en middelstor hest af udpræget Arabisk type. Den har gennem hele sin historie været avlet som brugshest - til ridning og kørsel, og mange af hopperne blev, ligesom hingstene, afprøvet som jagtheste, før de blev indlemmet i avlen. Shagya'en er en meget alsidig race med gode springegenskaber, og bevægelser, der gør den egnet som dressurhest. På grund af det smukke ydre, og den store ensartethed, der præger racen, er den også nem at sammensætte til kørespand, den er udholdende og stærk som sin stamfader, Fuldblodsaraberen og egner sig derfor også godt som distancehest, og sidst men ikke mindst har den både temperament og smidighed til at gøre sig som westernhest og blive arbejdet efter "natural horsemanship" metoder.

Af væsen er den generelt rolig og stabil, men dog med tilstrækkelig "tænding", og den er - som Fuldblodsaraberen - glad for mennesker og knytter sig til sin rytter og passer. Den er samtidig også en hårdfør hest, der sagtens kan klare at gå i løsdrift i det danske klima, og den egner sig derfor også godt til at holde som hobby- eller familiehest.

Kort sagt: Jeg synes, Shagya'en er en fantastisk race, der absolut fortjener en større udbredelse, end den har. 
Racen repræsenteres i Danmark af Dansk Selskab for Arabisk Hesteavl, DSAH - Shagya, Araberrace og Angloaraberforeningen.

***

Besøgende siden 16.11.02: