Tora, Akita
Denne side fortæller lidt om
Tora vores Akita han
November, 2002:
Tora er nu godt 2 år gammel, og begynder både at ligne og opføre sig som en "rigtig" hanhund... Specielt, når han har Kanzi, sin "lillesøster" med, kan han godt være lidt af en en børste overfor andre hanner, men det er vel kun ret naturligt i hans alder.
Han er ellers den mest godmodige hund, jeg kender... Der er absolut INTET ondt skabt i ham. Han har været utrolig tålmodig med de hvalpe, vi har haft i huset, og de fleste andre hunde kommer han også godt ud af det med, når han først har lært dem at kende.
Desværre havde han nok den opfattelse, da han var yngre, at der ikke var nogen, der ville kunne finde på at gøre ham noget ondt overhovedet. Han er simpelthen så tillidsfuld overfor mennesker og hunde, at det næsten er for meget. Og desværre blev han da også skuffet et par gange i foråret og hen over sommeren, hvor han blev overfaldet af hunde på vore ture. Her må jeg jo så nok erkende, at Akita'en kom op i ham, for han ville da i hvert fald ikke finde sig i at blive overfaldet uden at forsvare sig... Men, selv her, viste han ingen tegn på aggressivitet, men forsøgte kun at holde "modstanderen" fast, så ingen kom til skade.... lidt imponerende af så ung en hund, synes jeg... Desværre betød disse "overfald", at han en periode var lidt rigeligt oppe på dupperne, så snart fremmede hunde gøede af ham, eller "teede" sig, men heldigvis lader det til, at han her henover efteråret i hvert fald til en vis grad har genvundet sin selvsikkerhed og tillid, så nu virker han igen mere "cool", selv når andre hunde provokerer ham.
Han er, og har vel stort set været siden han kom, Ikiru's "tyggedyr". Det betyder nu ikke, at det altid er hende, der vinder eller er "øverst". Men sommetider så tror jeg, Tora føler sig lidt "presset" til at lege med hende, også selvom han måske ikke lige har så meget lyst... Eller selvom hun har det med at "kanøfle" ham ind imellem... Det sker nu også, at hun ligger og ruller på ryggen og lader ham "kanøfle" sig, men det er - med en vægtforskel på omkring 15 kg i hendes favør - jo mest på hendes præmisser, det foregår.
For det meste virker han glad for hende, og vil også gerne selv lege med hende, men sommetider har jeg nu også lidt på fornemmelsen, at han synes, hun er lidt for meget.... Så er Kanzi mere "håndterlig" for ham - når de da kan få lov at lege for Ikiru - men, til gengæld er han sommetider lidt for hård ved hende. Han overfører vel, hvad han selv har lært af Ikiru til sin leg med Kanzi...
I øvrigt er han en hund, der elsker at komme ud at gå tur... Han er på turene fuldstændig opslugt af at "bruge sin næse"... Som en "rigtig" hanhund skal han selvfølgelig undersøge alle de steder, hvor der har været andre hunde - og markere de steder, hvor han synes, at det er nødvendigt.... MEN, han kan nu også lade sig distrahere af en fasan eller en hare eller en kat eller et rådyr.... Og, han bruger øjnene om muligt endnu mere end Ikiru, så han har også en ret stor radius... Men, da han stadig er lidt af et brushoved, og lider af en udpræget selektiv hørelse, så er han idømt flexi-line de fleste steder. Kun på stranden og enkelte andre steder, hvor jeg er nogenlunde sikker på, der ikke dukker vildt eller andre hunde op, får han lov at løbe løs. Jeg stoler ikke nok på ham til at lade ham løbe, når jeg også har de to andre med og skal holde styr på dem alle tre. Hvis jeg gik med ham uden de andre, ville jeg nok have mere tiltro til ham.
Tora er også en hund med en stor personlighed, og på nogle punkter er han nok mere typisk Akita end Ikiru... Han vil da godt lige hilse på folk, vi møder - eller som kommer på besøg her. Men, han vil ikke snakke med dem i samme grad som Ikiru, og han får også hurtigere nok... Det gælder i øvrigt også, når vi leger.. Han vil da også godt lege lidt med en bold, men lidt mere Akita-typisk, så når han ret hurtigt det punkt, hvor han synes, at "skal den bold hentes, så må andre gøre det"... Godbidder motiverer ham heller ikke synderligt, så han har været sværere at træne end Ikiru.... Men, det gør så heller ikke så meget, for det er ikke det, der interesserer mig mest. Kun spor/søgning er noget han tænder rigtigt på... Det er jo altid spændende at gå i skoven og finde belønningerne for enden af sporet.
I øvrigt er Tora nok også den mest "intense" hund, jeg kender... Han er meget "på", når han er på - går 100% op i det, han nu lige er i gang med... Altså, når han sover, så SOVER han... Når han vil lege, så LEGER han... Når han spiser, så SPISER han... Når vi går tur, går han som sagt tur og er helt opslugt af det... Når han en sjælden gang er kælen, så er han MEGET kælen o.s.v. Det er faktisk meget sjovt at se en hund så "engageret" i sine gøremål, lige meget hvad det er, han lige har gang i... Men, det giver ham nu også sommetider nogle problemer, for han har ikke altid den store tålmodighed, hvis tingene ikke går efter hans hoved. Hvis f.eks. Kanzi står med næsen i et musehul, lige så tålmodigt, som hun nu engang kan, så kommer Tora farende og stikker hele hovedet ned i hullet og snøfter og pruster og graver så jorden sprøjter om ørerne på os alle sammen... hvilket selvfølgelig betyder, at en eventuel mus bliver advaret lang tid før, den evt. kunne finde på at stikke hovedet op ad hullet... Behøver jeg at sige, at han endnu aldrig har fanget noget? Mens stakkels Kanzi, der normalt er en ret god musefanger (for hun er nemlig TÅLMODIG), står opgivende ved siden af ham og ryster på hovedet over hans fjollerier.
***
Besøgende siden 16.11.02: