Ikiru, American Akita

Denne side fortæller lidt om Ikiru vores American Akita

August 2005

Den 2. august 2005 blev Ikiru aflivet i en alder af 9½ år p.g.a. alvorlige leverproblemer.
Til trods for, at hende sygdom må have været undervejs i længere tid, var der ingen tegn på problemer, før pludseligt en uges tid tidligere, hvor hun over et par dage ikke spiste al sin mad, hvilket jo var meget usædvanligt for hende. I de første dage var dette det eneste symptom, derudover virkede hun frisk og helt normal. Hun ville gerne med ud at gå og var legesyg og frisk, som hun plejede at være. Sidst på ugen begyndte hun så at vise træthedstegn, ville ikke med ud at gå, og det gik op for os, at der måtte være noget mere alvorligt i vejen end bare et "maveonde", som vi først troede, det var. 
Fredag tog jeg hende til dyrlægen, hvor de tog de første prøver og undersøgte hende på kryds og tværs uden at finde noget. Mandag var vi igen hos dyrlægen, hvor hun fik taget røntgen og blodprøver og blev scannet. Resultatet af undersøgelserne var, at hun havde "skrumpelever". Årsagen kunne de ikke finde ud af, så næste trin havde været at operere hende med henblik på at udtage en biopsi af leveren. Men dette fravalgte vi dog, da vi syntes, at hun allerede var blevet så svag, at det ville være alt for stor en omgang for hende taget i betragtning, hvor lille chancen var for at finde noget, der ville kunne gøres noget ved. Tirsdag tog jeg derfor til dyrlægen med hende for allersidste gang.....

For Ikiru er jeg sikker på, at det var den rigtige beslutning, vi tog for at spare hende for at lide mere. Hun var sådan en stolt og selvsikker hund, at det ville have været alt for hårdt for hende - udover selvfølgelig den rent fysiske lidelse - at sætte hende i en situation, hvor hun ville miste sin placering i flokkens hierarki. For Tora og Kanzi betyder det jo, at de nu bliver nødt til at finde sig til rette i en ny flok bestående af kun de to. Dette kan dog vise sig at være en fordel for Kanzi, da hun så ikke længere vil være omega hund i flokken, mens det for Tora jo må være noget mærkeligt pludselig at have alpha positionen for sig selv uden at måtte konkurrere om den.
For os betyder det, at der nu er et stort, tomt hul, som det helt sikkert vil tage lang tid at få til at gå væk, da det kom som et stort chock at miste hende, fordi det kom så pludseligt og uventet, at vi slet ikke fik tid til at vænne os lidt til tanken på forhånd.

Ikiru, du var vores første Akita/GJD, af dig lærte vi så meget om racen, om hundeadfærd og træning, og om livet generelt!
Vi savner dig allerede, og det vil tage os rigtig lang tid at komme over din pludselige og uventede bortgang!
Vi ønsker dig alt det bedste på din næste rejse!

***

November, 2002:

Ikiru er nu næsten 7 år gammel... ikke, at det kan mærkes på hende.. Hun er fysisk stadig i fin form, og mentalt er hun stadig det store legebarn, som hun egentlig altid har været. I virkeligheden lidt atypisk for en GJD, men Ikiru har altid gerne villet lege med bolde og pinde o.s.v., og har været rimeligt nem at træne - når bare, man brugte "leg" som motivation for hende.

Jeg ved ikke, om det skyldes opvæksten sammen med Choicy (Welsh Corgi Pembroke han), at hun er blevet så glad for at lege, eller om det bare ligger for hende, men vi har da haft mange fornøjelige stunder med at lege, ligesom hun har haft stor fornøjelse af de "legekammerater" (4-benede), hun har haft i tidens løb..

Et andet område, hvor hun nok er lidt atypisk som GJD, er, at hun er meget glad for mennesker.. specielt, hvis de gider klappe hende... Og nogle gange kan hun godt være meget svær at slippe af med igen, især hvis vi har gæster herhjemme... er de først kommet til at klappe hende, så mener hun jo, det må være den eneste grund til, at de overhovedet er kommet.

På områder som "jagtiver" og "dominans" er hun til gengæld fuldstændig racetypisk.. Specielt, da hun var yngre var hun klar til at løbe efter alt, hvad der bevægede sig indenfor synsvidde... og da en Akita/GJD bruger synet ret meget, så var det en ret stor radius. Med alderen er hun blevet lidt mere fornuftig (doven?) og gider ikke rigtig løbe efter noget, hvor hun kan se, at det alligevel er håbløst at indhente "byttet". Og det er jo sådan set meget rart, for det betyder, hun kan gå løs stort set overalt.

Jeg tror næsten, det bedste, hun ved, er, når vi er ude at gå spor - eller, når vi går tur ved stranden. Hun er lidt af en vandhund og nyder at løbe og lege i sandet, eller at soppe, eller at lede efter spændende ting at bære rundt på dernede. Spor er noget, vi desværre får gjort for lidt ved i forhold til, hvor stor fornøjelse hundene egentlig har af det. Men, det bliver da til lidt kaninspor eller færtspor - og lidt andre "næseopgaver". Det er ikke noget, vi gør for at konkurrere, men udelukkende fordi hundene synes, det er sjov, og de har jo kun godt af at få brugt deres naturlige instinkter - og vi har alle godt af den friske luft.

Når jeg siger, hun er dominant, er det også rigtig nok. Hun "tåler" ikke ret godt, at andre hunde glemmer at vise hende behørig respekt... Specielt andre tæver skal helst opføre sig "ordentligt", når hun er nærheden. Det betyder nu ikke, at vi ikke kan have hende med, hvor der er andre hunde. Vi skal bare holde lidt øje med, hvad der sker, når de "hilser" på hinanden... specielt, hvis den fremmede hund er meget "livlig og hvalpet", eller hvis den er meget provokerende. Til gengæld har hun været rigtig god til de hvalpe, vi har haft i huset de sidste par år. Tora er jo hendes øjesten, men selv "pigerne", først Keiko og så i år, Kanzi og Aibu er blevet accepteret i flokken uden de store problemer... Hun kan være en anelse "kontant" i sin måde at "afregne" på, men det skyldes nok lige så meget, at hun ikke rigtig selv er klar over, hvor stor og stærk hun egentlig er... Som Tora også sommetider får at føle, når de to leger, og han bliver væltet omkuld af hende, når hun løber efter ham.

Dominant, ja... Og så alligevel ikke rigtig.. for i virkeligheden tror jeg aldrig helt, hun har vænnet sig til rollen som "førerhund", efter at Choicy døde.... Jeg tror, hun syntes, at rollen som "fjollehoved" var nemmere at håndtere... og det giver sig udtryk i, at hun sommetider sender lidt modstridende signaler til f.eks. Tora... På den ene side vil hun frygtelig gerne have ham til at lege... Men, på den anden side så vil hun jo helst ikke "tabe ansigt" overfor ham, så det bliver sommetider lidt "dobbelttydigt", hvad hun får sendt af signaler. Godt, at Tora er så stabil, som han er og i stand til at tage hendes "fjollerier" med ophøjet ro.

Som det vist fremgår, er Ikiru en hund med en stor personlighed. Hun er ikke "som alle de andre", og hun kan godt være lidt af en udfordring sommetider - som de fleste GJD/Akita. Men, netop det betyder jo også (i hvert fald efter vores mening), at hun er både sjovere og mere interessant at være sammen med i det daglige. Hun er ikke en "behagesyg hund", som mange af brugshundene, hyrdehundene og de traditionelle jagthund, og derfor heller ikke "lydig" i traditionel forstand. Men, hun er et dejligt medlem af vores lille flok, der prøver at gøre sit til, at flokken fungerer bedst muligt... med rimelig stor succes det meste af tiden....

***

Besøgende siden 16.11.02: